Fra bestyrelsesmedlem til en dobbelt kandidatgrad i mulighedernes land

Af Frederikke Egeberg Elkjær

 

Som bestyrelsesmedlem hos Dansk Markedsføring Studerende - Aalborg gør du en forskel for andre – og dig selv. Sådan udtalte tidligere bestyrelsesmedlem Kristian Kraack sig, da vi spurgte ham, om han ville anbefale andre studerende at gå ind i et frivilligt bestyrelsesarbejde hos Dansk Markedsføring Studerende - Aalborg. 

Kristian er 23 år gammel og var tilbage i 2016-17 en del af bestyrelsen hos Dansk Markedsføring Studerende - Aalborg. Bestyrelsesarbejdet blev dog i 2017 afsluttet, da han tog springet og flyttede til San Fransisco, USA for at udleve sin amerikanske drøm – nemlig at tage en dobbelt kandidatgrad i ’International Business & Business Analytics’ på ’Hult International Business School’, som er et af verdens bedste businessuniversiteter.

 

En bachelorgrad i fem forskellige lande

For Kristian var det ikke en tilfældighed at valget tilbage i 2017 faldt på præcis Hult International Business School i San Francisco. Inden den dobbelte kandidatgrad havde han studeret på fem forskellige universiteter i hele fire lande: Danmark, Kina, Finland og Sverige, hvilket var med til at afgøre valget. 

- En af mine undervisere i Kina var også underviser på Hult International Business School, og han fortalte mig om skolen, som er en af de mest mangfoldige skoler i verdenen, med seks campusser verdenen over, som også er blandt de bedste business schools i verdenen – der var derfor ingen tvivl om, at dette var næste destination, når jeg blev færdig med bachelorgraden. 

At studere på så mange universiteter verden over resulterede i, at Kristian var den studerende på Aalborg Universitet, som havde flest ECTS points blandt cirka 65.000 studerende.

 

Bestyrelsestiden

Inden det blev til en uddannelse på et af verdens top-universiteter, havde Kristian sin daglige gang på Aalborg Universitet og i bestyrelsen hos Dansk Markedsføring Studerende - Aalborg. Igennem bestyrelsesarbejdet fremhæver Kristian, at der fulgte en masse faglige goder, som han efterfølgende har gjort brug af.

- Du møder andre engagerende mennesker, og du får udbygget dit netværk blandt medstuderende, samarbejdspartnere, oplægsholdere og virksomheder. Derudover får du styrket dine faglige kvalifikationer, hvilket får dig til at stå stærkere i forhold til et kommende job.

Bestyrelsesarbejdet vil Kristan aldrig have været foruden. Præcis her fik han nemlig udvidet sin faglige horisont og indhentet en masse inspiration indenfor blandt andet iværksætteri, kommunikation og markedsføring, hvilket gav ham blod på tanden til at kaste sig ud i det store udland.