Mange forstår ikke hvad jeg har læst og kan

Skrevet af: Joakim Bang Korslund, Bestyrelsesformand hos DMS KBH, Assistant Consultant hos Kunde & Co.

Joakim Korslund er formand for Dansk Markedsføring Studerende i København og Assistant Consultant hos Kunde & Co. Derudover studerer han på CBS, hvor han blandt andet er ved at færdiggøre en kandidat i Intercultural Marketing. Joakim skriver hver anden torsdag om branchen, som den tager sig ud, når man er i gang med at kickstarte  karrieren.

Det er en evig diskussion: Hvad skal vi som studerende lære, og hvad der nu er brug for på arbejdsmarkedet. Diskussionen bliver dog ikke mindre relevant af, at der i tider med løbende nyoprettede erhvervsstillinger og inflation i de engelsksprogede titler sår sig tvivl om, hvad man som business school-studerende – trods flotte akademiske titler – egentlig kan, bør og skal.

For når man ikke uddannes til ét bestemt erhverv med én bestemt titel, men derimod uddannes til en bred branche med et uendeligt antal corporate titler og buzzwords, kan det virke uoverskueligt at vælge sin plads det rette sted. Man skulle jo nødigt spilde sin akademiske kunnen efter fem års slid ved at påtage sig en tom titel med begrænset holdbarhedsdato, hvorfor jeg oplever, at der i udbredt grad stiles efter prestigefyldte jobtitler frem for funktionen i det job, man reelt har størst potentiale inden for.

”Hvad skal du så, når du er færdig med studiet?”

Det er ved netop dette spørgsmål, at jeg oplever, at selv dygtige og målrettede studerende ikke har en klar forståelse af, hvad de har uddannet sig til, og hvad de reelt kan. For de kan jo lidt af hvert i dag, og det skaber en diffus opfattelse af de reelle kompetencer, når der shoppes rundt i alverdens akademiske færdigheder uden kendt fællesnævner. Det er desuden en akademisk ørken, jeg selv har vandret rundt i flere gange, før jeg fandt mit faglige vandhul at slå lejr ved.

Det er herved ikke ment, at de studerende ikke kan noget; spørgsmålet er blot, hvad de selv oplever, at de reelt kan. Dét er straks sværere at svare på. Her handler det ikke om antal 12-taller fra formelle eksaminer, men om reel kunnen inden for et erhverv. Verden er trods alt mere nuanceret og kompleks end Porter’s Five Forces og et engelsksproget fag med en titel, der slutter på ’management’.

Det klassiske svar på ovenstående spørgsmål har blandt mange studerende været ”noget med mennesker”, og er det forventeligt stadig i højere grad. Men med marketingbranchens fokus på progressiv, digital transformation (buzzword-alarm!) har flere studerende fået øjnene op for ”noget med sociale medier”.

Dét er der i og for sig intet galt med, men det bør stå de studerende klart, at der med en fin titel som SoMe Manager, Head of Digital eller endda Chief Digital Officer ikke er en case-løsning at finde bagerst i kompendiet denne gang.

Jeg har i flere omgange oplevet kommende arbejdsgivere og kolleger udvise stor begejstring for de fine engelsksprogede titler, der nu pryder mine eksamenspapirer så fint. Dog går der ikke mange sekunder, før det skinner lige igennem dem, at de reelt ikke forstår, hvad jeg faktisk har læst, og hvad jeg kan. Og jeg forstår dem udmærket godt.

Der er gået inflation i titlerne rundt omkring i branchen, og det fremmer ikke just forståelsen af hverken uddannelse eller erhverv, hvorfor en fin titel til tider kan fremstå fuldstændig tom.

Men hvor går grænsen for brugen af buzzword-titler?

Det lader til, at en frygt for at begrænse vores kompetenceområde har præget måden, hvorpå vi betitler visse erhverv. Så kan vi både blive bedt om flere arbejdsopgaver på jobbet, mens vi kan søge bredere i jobmarkedet. Det leder endvidere hen til den gode gamle snak om, hvorvidt man er kvalificeret og/eller egnet til jobbet. For man kan bestemt være højt kvalificeret og absolut uegnet, og det ændrer en fin titel ikke ved.

Om vi skal specialisere os rent fagligt eller fejre generalisternes massekompetencer, skal jeg ikke gøre mig klog på. Som studerende oplever jeg blot denne overdrevne brug af oppustede titler, der mangler faglig substans. Desværre er det til tider de tyndeste fagprofiler, der gør brug af de tykkeste titler, og det siger måske nok mere om personen end om jobbet.

Bestyrelsen DMS KBH