Shaping new tomorrow leverer fredagsbar med stor faglig gevinst

Snt.jpg

Mange studerende går med en drøm om at blive iværksættere. Men hvordan starter man, og hvad skal der overhovedet til? Det prøvede vi i Dansk Markedsføring Studerende –Aalborg at hjælpe studerende med at få et realistisk indblik i, i samarbejde med Christoffer Bak og Kasper Ulrich, som sammen med Christian Aachmann står bag virksomheden Shaping new tomorrow.

Af Rebecca Stewart

Humøret var højt, og der stod både hyggeligt samvær og faglig gevinst på skemaet. Fredag d. 5/4 holdt Dansk Markedsføring Studerende – Aalborg en spændende fredagsbar i samarbejde med Shaping new tomorrow. Her deltog en masse unge studerende, som var interesserede i iværksætteri, markedsføring og reklame - eller måske endda blot ønskede et indblik i den vilde iværksætter-rejse, som SNT-drengene har været på siden 2018, hvor de deltog i DR-programmet: Løvens Hule.

 

SNT holdt oplæg om deres erfaringer og udfordringer, som de har mødt på deres vej. Derudover blev der talt om store øjeblikke og ikke mindst de fremtidige ambitioner, som drengene har for deres forretning. Hertil kunne de studerende stille spørgsmål og efterfølgende netværke over en øl med bestyrelsen, SNT og de andre deltagere.

 

De studerende var entusiastiske omkring arrangementet, og det var SNT også. Det er nemlig ikke helt uden grund, at SNT vælger at deltage i sådanne arrangementer. Mød Kasper Ulrich, som er medstifter og sidder som administrerende direktør for SNT.

snt 2.png

- Personligt ville jeg gerne deltage, da jeg rigtig gerne vil inspirere andre mennesker til også at starte deres eget og skabe en dialog ud fra iværksætteri. For der er plads til mange. Jeg synes næsten, det bør være en linje i skolen, at man kan være iværksætter. For alle kan gøre det, hvis bare man brænder nok for det. Jeg gad godt, det var en ting, man støttede mere op omkring.

Og det er vi i DMS helt enige i! Vi synes det er enormt vigtigt at støtte op om studerende og sætte dem i kontakt med erhvervslivet.

Ærgrer du dig over, at du ikke nåede med til vores super spændende fredagsbar, så er alt endnu ikke tabt! Her giver Kasper 3 gode råd til den spirende iværksætter:

  1. Udarbejd en forretningsplan og få testet dit produkt eller din idé af, så den kan blive valideret.

  2. Saml det rigtige team. Man får som iværksætter mange forskellige hatte på ligegyldigt branche. Teamet skal have forskellige kompetencer, der kan komplimentere hinanden.

  3. Start i dag, hvis det er det, du gerne vil. Der er aldrig et godt tidspunkt at starte på, så kast dig ud i det, forsøg dig frem og learn as you go!

Husk endelig at følge med i vores upcoming arrangementer. Vi lover at tage godt imod dig! Du kan finde os på Facebook, Instagram og selvfølgelig også her på hjemmesiden.